En søndagstur ad den gamle landevej

Vi kommer fra Langkastrup på Uggehusevejen og drejer fra mod vest ved mure Gregersens villa. Kører vi derimod i østlig retning, passerer vi Jørgen Bjerregårds og Andrea Larsens ejendomme. Her var i sin tid en mølle og dertilliggene bageri. Vi kan imidlertid ikke komme ret langt af den oprindelige vejføring, da en grusgrav har sløjfet denne vej. Vejen fortsætter derfor i stedet for til Fausing og derfra til Gammel Estrup. Vi fortsætter ad den gamle landevej mod Essenbæk og kommer til Hans Nielsen Lann’s gård. Stuehus og avlsbygningerne ligger på hver sin side af vejen. Efter sigende skulle der have lagt en landevejskro på dette sted. Nu nærmer vi os et hus, som fra gammel tid blev kaldet Kukhuset. Det gamle Kukhus står der ikke mere, men der er på det samme sted opført et andet hus, der stadig kaldes Kukhuset. Der berettes om tragedier som skulle have fundet sted for ca. 70-80 år siden, det vil jeg ikke komme nærmere ind på. Derimod vil jeg fortælle en historie der er blevet mig fortalt efter hukommelsen. Jeg har hørt den adskillige gange og temaet er det samme, denne version er den samme som jeg i sin tid indleverede til lokalhistorisk forening for Sønderhald kommune i Auning, den lyder som følgende:
Gyldenløv kom, som han så mange gange før havde gjort, kørende ad den gamle landevej. Han kørte som han plejede midt i på vejen, siddende i sine egne tanker. Pludselig vågnede han op af sin halvslummer, da en stor flot karet indhentede ham og en barsk stemme råbte “Kør af vejen bonde, kan du ikke se, hvem jeg er. Jeg er greven fra Gammel Estrup”. Gyldenløv svarede da “A er Gyldenløv fra Castrup”. Folk undrede sig over, hvordan han dog turde svare greven på den måde. Morten Melgård fra Uggelhuse fortsatte. Nogle dage senere kom der bud fra greven med følgende meddelelse: Greven var stolt over, at han havde bønder, der sådan kunne svare for sig. Hvis han fik brug for noget egetømmer, kunne han blot tage det i skoven ved Floes.
Dengang tvivlede jeg, for det første hørte Castrup ikke under Gammel Estrup. For det andet blev min tip 2 oldefar Søren Jensen Gyldenløv (56) selvejerbonde. Men der kan alligevel godt være noget om det for i skødet, da Søren Gyldenløv blev selvejer i 1794 forbeholder sælgeren sig et stykke eng og bøgeskov. Der kan godt have været en aftale imellem sælgeren fra Tuestrup gods og greven på Gammel Estrup. For der kunne blive et fint jagtterræn når de 2 tilstødende skove blev sammenlagt. Angående skovene kan vi se i en indberetning i bispearkivet skrevet i 1743 af daværende sognepræst Pastor Bruun han skriver følgene: Til Virring by ligger en liden lund med nogle unge bøgetræer. Til Floes i samme sogn en liden Skov med små ege og bøgetræer der hos Kjær med små ellers til samme Estrup stamhus tihørerende. Til Essenbæk og Castrup ligger en liden skov med små ege og bøgetræer derhos et kjær med ellerris stamhuset Tuestrup tilhørende.
Det er engang blevet mig fortalt at der før udskiftningen (ca. år 1788) tilhørte en lille skov til denne matrikel, dengang havde gården matrikel nr. 9a (den nye matrikel 12a). Det kan udmærket passe for i forbindelse med udflytningen blev der brug for egetømmer. Som før omtalt blev Søren Gyldenløv selvejerbonde ved Tuestrup i 1794. Han nåede imidlertid ikke at være selvejergårdmand ret længe da han blev begravet 7/5 1799 55 år. hvorefter min tip oldefader Niels Sørensen Gyldenløv (28) overtog gården.
Når vi studere skiftet ser vi at bunden er lagt til den store formue alle talte om. Jeg har mange gange hørt at min bedstefader var sognets rigeste mand. På gården var der:
8 heste, 6 køer, 6 kalve, 1 opdræt kalv, 14 får, 12 lam, 12-13 svin og 1 sopolt.
VÆRDIER +599 -En panteobligation 350 + renter = 14 = 361
Formue: 235 rigsbankdaler.
På venstre side af vejen har vi Uggelhuse gårdenes marker, på den anden side Søren Bernes marker, som fortsætter til den gamle høvej efterfulgt af Kaj Boels, det er noget af den mark som i sin tid hørte til en af Gyldenløv gårdene. Der var 2 gårde ved siden af hinanden som blev kaldt Gyldenløv gårdene, de lå ved siden af en dam (Gyldenløvdammen). I en gammel jordbog kunne noget tyde på at der kun var en gård med 8 tdr. hartkorn. Ved den nye matrikkel ser vi at 12a ejes af Niels Sørensen (Gyldenløv) (28). Hartkorn udgør 3 tdr. 4 skæpper 2 album. Broderen Jens Sørensen (Gyldenløv) matrikel nr. 13 udgør 3 tdr. 3 skæpper. Endvidere deler disse 2 gårdes marker skel med martikel nr. 13.
Når vi ser mod syd ser vi den gamle udflyttergård skjult mellem store aske og egetræer mod vest en klynge træer hovedsagelig birk derfra navnet Birkely, dette navn fik gården i 1901 umiddelbart efter den frygtelige Julestorm. Der var ikke mange gårde og huse der kunne stå for den frygtelige orkan. Kort tid derefter kom mejeribestyreren fra Birkehøj mejeri på besøg. Han sagde til min bedstefader: Jeg syndes i skal kalde gården Birkely for det er uden tvivl de store birketræer der har reddet gården. I mange år skrev og sagde vi Birkely, indtil vi på et kort så at gården blev benævnt som Nedergård, derefter begyndte vi at kalde gården Nedergård. Da jeg senere begyndte med slægtsforskning måtte jeg erkende at det var ravruskende galt, det kom sig af at jeg i 1970 deltog i et slægtsforskerkursus. Det førte med sig at der blev arrangeret en tur til rigsarkivet i København for at studere folketællingslister, lægsruller m.m. da disse ting på daværende tidspunkt ikke fandtes på landsarkivet i Viborg. Jeg måtte med skamme konstater, at det ikke var vores gård der hed Nedergård men den hed derimod Kringmosegård, Nedergård var den gård den ifølge folketællingen 1845 er benævnt som matrikel nr. 9b (Gården ved grusgraven).
Min moder har fortalt at der en dag hun og min moster gik og legede uden for gården, kom 2 mænd og spurte om det var Nedergård. Hvad de svarede ved jeg ikke, jeg formoder at de kom fra geodætisk institut men en kendsgerning er at vores gård ved en fejltagelse blev benævnt som Nedergård på landkortet. Grunden til at gården i Folketællingen fra 1845 er benævnt som Kringmosegård er at gårdens marker mod vest grænser op til en mose som kaldes Kringmosen. Gårdens rette navn må som følger deraf være Kringmose- eller Gyldenløvgården. Den blev også kaldet Amerikagården. Jeg formoder at det kom af at min bedstefar var med på alt angående maskiner. Han var den første der fik petroleumsmotoriseret selvbinder en Krupp, og den første der fik Malkemaskine, det var vist omkring 1925, en Wakker med 2 dobbelt maskiner. Vi fik den moderniseret i 1938. Den kørte jeg med til 1949.

Langkastrupvejs beboere havde smalle strimler jord beregnet til liggeplads for æltetørvene. De var i mange tilfælde kun 2-3 m brede. I 1947 var der ingen der var klar over, hvor deres parcel var. Funk Adamsen på Langkastrupvej fik så den ide, hvad nu hvis jeg samlede alle parcellerne og blev tørvefabrikant. Han besøgte så alle, og fik dem til at afstå deres parcel. Der var ingen problemer han fik alle til at afstå deres parcel vedlagtsfri mod en bedre frokost. Vores gård havde indtil da brugt den jord der stødte mod vores mark til afgræsning. Den anden side blev benyttet af afdøde Svend Østergaard. En del deraf var lyng og vild beplantning. Fra mosen var gravet en dyb kanal for at aflede overskydende vand. Kanalen blev uddybet, og derefter blev der lagt store rør for at få mosen afvandet. Da vandet begyndte at flyde, fulgte der en mangfolkelighed af fisk med. Så kunne tørvefabrikanten begynde. Der blev kun produceret tørv i 1947. Tørvene var af dårlig kvalitet. Han påbegyndte derefter opførsel af en villa. Det var hans hensigt at oprette en gåse- og andefarm. Kælderen var påbegyndt. Sten og tømmer blev afhentet. Men mosen var fredet, så der kunne ikke gives byggetilladelse. Senere købte jeg sammen med Svend Østergaard mosen til deling. Derefter blev mosen indhegnet sammen med et stykke agerjord, det blev benyttet til kvier, vandet var jo i mosen. Vest for mosen lå der 2 boelssteder samt 2 huse. Det er den såkaldte “krogen”. Jeg formoder at denne benævnelse skyldes at det er det yderste af Virring sogn. Svend Østergaards ejendom blev efter en brand flyttet op til den gamle landevej.
Min bedstefader havde i ca. 25 år en karl, der boede i det yderste hus i krogen sammen med sin kone Maren. Karlen gik under navnet “Fut Kresten”, vistnok fordi han sagde Fut, når han blev ivrig. Min moster Andrea har fortalt, at Bedstefader forbød Kresten at bande i børnenes nærværelse. Kresten ville gerne have et glas brændevin når han kom ind til aftensmaden. Han var fåmælet, men når min moster kom med brændevinen blev han meget munter og snaksaglig. En aften var der gæster i Maren og Krestens hjem. De spillede muligvis kort, brændevinsdunken stod på gulvet og måtte mange gange op på bordet, spillerne blev lidt højrøstede. Maren syntes, at det nu kunne være nok, og brændevinsdunken fik et spark så de eftertragtede dråber løb hen af gulvet. Kresten har nok sat en trumf på, da han gav katten skylden for det skete.
Vi forlader krogen og køre ned mod Svends dal eller Pigens dal. Svends dal ligger ved den gamle landevej som var adfartsvej indtil 1874. Den gamle vej kan i dag benyttes fra Assentoft til Langkastrup. Denne vej har jeg gået og kørt utallige gange, det var en ubeskrivelig oplevelse at sidde i sine egne tanker, lade fantasien råde og filosofere over de besynderlige ting som jeg havde hørt og læst om. Fra landsarkivet i Viborg læses i bispearkivet 9 september 1743 en indberetning af pastor N. Brun følgende udtog: Udi formelte skov er en dal som kaldes Svendsdal. Samme menes, der skulle være en konge slagen og beggraven. Dog ses der ikke nogen tegn til sådan begravelse. Den mest makabre hændelse i datiden er henrettelsen af svenskeren Ole Bergreen. Denne henrettelse fandt sted den 9 marts 1859. Om dette skriver lærer Johansen Assentoft (Senere lærer Wølver i Randers Historisk Samfund 1914):

un faa er tilbage, som har været til Stede ved og kan erindre Henrettelsen af svendskeren Ole Bergreen paa »Svends Høj« i Essenbæk Sogn, Ca 1¾ Mil Øst for Randers. Af de faa som er tilbage, kan her nævnes fhv. Gaardejer i Floes, Kristen Jensen, og fhv. Landpost Niels Andersen, Drastrup. Disse to Mænd skyldes for en Del følgende Beretning om denne for Egnen saa opsigtsvækkende Begivenhed.

Navnene »Svends Høj« og »Svends Dal« sættes af den yngre Slægt i forbindelse med Henrettelsen af Morderen Ole Bergreen, hvis Navn desaarsag Bliver lavet om til Svend. Men Navnet »Svends Høj« har absolut intet med svenskeren at gøre. Dette navn kan føres langt tilbage i tiden. Sagnet der vel i dette som i de allerfleste andre Tilfælde er en underlig Blanding af Digtning og Virkelighed, fortæller at der paa denne Høj en Gang i den graa Oldtid er blevet hængt en sørøverkonge, Svend Høra. Deraf navnet »Svends Høj«. Samme Røverhøvding skulde paa et af sine Plyndringstog op i landet gennem Randers Fjord være bleven overmandet af de Rougsø Bønder, der havde spærret ham Tilbagevejen ved at dæmme Fjorden med trœstammer og saaledes gjort Fjorden til »fast Land«. Man Paaviser endog Stedet, hvor denne Dæmning skal have været, nemlig mellem Volk Mølle og Uggelhusene, nærmest Uggelhusene. Der havde saa Bønderne mødt mandsstærke og overmandet Røverkongen og hans Knægte. Knægtene skal være bleven ihjelslagne paa Stedet, medens selve Kongen blev ført op paa »Øn Bjørre« (Øn Bjerge), hvor han kom til at dingle i Galgen til Skræk og Advarsel for ligesindede. Det var en Heltedaad og en modig Bedrift af de Rougsø Bønder, der da heller ikke sjældent i gamle Beretninger Benævnes »de stærke Bønder fra Rougsø«, muligt at de har erhvervet Navnet fra denne Lejlighed.
Den gamle landevej fra Randers til til Rougsø gik førhen gennem en temmelig dyb Dal gennem »Øn Bjørre« umiddelbart op ad »Svends Høj«; Dalen fik navnet »Svends dal« og lige der vest for strakte sig en hede, der kaldes »Feld Hede« Dalen op ad den berygtede »Svends høj« var frygtet af alle vejfarende, og alle ældre Mennesker i Rougsø Herred der ikke alene kender navnet »Svends dal« men også en eller flere ugerninger der er begaaet paa dette skumle sted.
Umiddelbart Vest for Dalen var der en Smugkro og lidt Øst for »den kgl. priviligerede Kro« Slyngborg, der siden er flyttet op til den nye Landevej, men som den Gang laa i Langkastrup, saa der var jo rig lejlighed til for Bønderne at hjælpe lidt paa Modet, fra hvilken Side de end kom og skulde gennem Dalen. Og mod skulde der til, thi Stedet var efterhaanden blevet et Tilflugtssted for alskens Pak og Ugerningsmænd. Det var ikke uden grund, at Bønderne mellem Kornsækkende lagde en »Slavl« eller et Mangeltræ, naar de skulde til Randers; der kunde godt blive Brug for slige Vaaben, om Pengene skulde bjerges hjem gennem »Svends Dal«.
Imidlertid synes det, som om »Svends Høj« gennem Tiden havde tabt noget af sin Uhygge, intil den pludselig 9de Marts 1859 generobrede den i fuldt Maal.
Paa den tid tjente der paa Holbækgaard i Rougsø Herred en karl, Ole Bergreen, og en Bryggerspige Karen Bodsdatter, begge Svenskere af Fødsel. De to var kærester. En aftenstund, det var 2den Pindsedag 1858, fulgtes dissse to ad gennem Skoven ned mod Fjorden. Paa Udvejen var de bedste venner, men paa Hjemvejen blev de uenige. Karlen skyldte Pigen for, at hun var ham utro, og hun bebrejdede ham at han ofte var beruset og opførte sig slet. Saadan siges der. Et er desværre Fakta, Ole Bergreen blev saa rasende, at han brutalt slog sin kæreste til jorden, tog derefter et strømpebaand og kvalte hende og slæbte hende dernæst ned til Fjorden og kastede hende deri. Morderen blev ført til Randers og indsat i Arresten, men trods alle beviser var han ikke at formaa til at bekende sin Udaad. Hans Nægten hjalp ham dog kun lidet, han blev dømt til at lide døden ved Halshugning. Eksekutionen skulde have fundet Sted paa »Holbækgaard«s Jorder i Nærheden af det Sted, hvor han havde myrdet Pigen, men den daværende Ejer af Holbækgaard, Godsejer Mourier-Petersen, vilde nødigt afgive Plads dertil, vel nærmest fordi han indsaa, at en slig Plet vilde i hine overtroiske Tider uværgerligt blive omgivet med en Mængde rædselsfulde Historier. Dog, Retten havde dømt saaledes og derved maatte det have sit Forblivende, medmindre Mourier-Pedersen kunde anvise Øvrigheden »anden passende Plads«.
Paa den Tid ejedes »Øn Bjørre« med »Svends Høj« af Boelsmand Jørgen Andersen. Boelsstedet kaldes og kaldes »Skriverhuset« Jørgen Andersen benævntes derefter Skriver Jørgen eller »Skryv Jøren«. Han var villig til at overlade Plads til Henrettelsen mod en Betaling af 30 Rigsdaler. Dem betalte Godsejeren, og Pladsen blev bestemt at skulle være »Svends Høj«, og øvrigheden erklærede sig tilfreds med stedet og bestemte, at Henrettelsen skulde finde Sted den 9de Marts, de fyrretyve Ridders Dag, 1859.
Henrettelsen var fastsat til Kl. 9 om Formiddagen, og længe før den Tid var Vejen sort af Mennesker, kørende og gaaende, unge og gamle, sunde og svagelige, eller som det hedder i en gammel Beretning: hvem, der paa nogen Maade kunde være hjemmefra fra hele Rougsø-Sønderhald Herred, var mødt, ikke at tale om, at enkelte langvejsfra var kommet til Stede for at nyde det rædselsfulde Skuespil ved Selvsyn. Saa stor en Tiltrækning havde Begivenheden, at endog Konfirmanderne, der den Dag skulde til Præsten, forsømte deres Præstegang, skønt daværende Pastor Jens Lund, Kapelan hos Sognepræst Dinesen, Virring, paa det strængeste havde forbudt sine Elever at overvære Eksekutionen. Enkelte af disse Konfirmander lever endnu og erindrer tydeligt, hvilken Tordentale, der mødte dem næst paafølgende Gang, de var hos Pastor Jens Lund. Han havde truet med at bortvise den Konfirmand, der vovede at overtræde Forbudet, men saa galt gik det dog ikke.
Vendtetiden blev lang. Klokken blev 9, og den blev 10 og den blev 11. Endelig øjnedes en Karosse, og alle mente, at nu kom Ole Bergreen. Men det var ikke ham, det var Skarpretteren og hans Rakkerknægt. Disse gav sig straks i Færd med at rejse Skafottet, lægge Øksen til Rette og stille Kisten, der var tømret af uhøvlede Brædder, lidt ved Siden af Skafottet. Da endelig kom Delinkventen i en lukket Vogn, hos ham i Vognen var blandt andre daværende Præst i Kristup, Langballe. der idelig formanede den endnu forstokkede Forbryder til at bekende sin Forbrydelse, at han kunde faa Forladelse for sin Synd, endnu mednes det var Tid. Men alt forgæves; Ole Bergreen vilde intet bekende.
En Eskadron af Randers Dragoner ledsagede Vognen. Saa snart de naaede Stedet, blev Højen spærret af, og der blev slaaet Kreds om Skafottet. Dog var Dragonerne ikke stænge mod Publikum. De tillod endog enkelte at staa op i Stigbøjlerne hos dem, for at de bedre kunde se, andre kravlede under Hestene, hvor de kunde se ind paa den afspærrede Plads.
Endnu en Gang formanede Præsten den dødsdømte til at bekende, og da brast Isen. Med den visse umiddelbart forestaaende Død for Øjnene bekendte Ole Bergreen alt. Og efter en kort Bøn sammen med Præsten knælede Morderen ned ved Skafottet, Øksen faldt, og Hovedet trillede hen ad Sandet. Rakkerknægten tog Hovedet ved haarene og viste det rundt. Enkelte paastaar at have set Øjnene rulle i Hovedet endnu. Derefter blev Legemet lagt i Kisten, Hovedet mellem Benene, og begravet paa selve Stedet.
Det siger sig selv, at efter denne Tildragelse paa »Svends Høj« blev Stedet endnu mere berygtet end forhen. Ingen vovede sig der forbi ved Nattetide uden den allerhaardeste Nødvendighed og da aldrig ene. En Fortælling om, at Øvrigheden om Natten hemmeligt skulde være vendt tilbage for at tage Ole Bergreens Legeme op af Jorden og lade det begrave et andet Sted, fandt ingen Tiltro hos Almuen; langt mere fandt den Fortælling Jordbund, at der om Natten paa »Svends Høj« vandrede en Mand rundt med Hovedet under Armen, og hvem anden skulde det vel være end Ole Bergreen?
Forøvrigt kunde man ogsaa se, at Morderen ingen Ro havde i sin grav, thi paa Stedet, hvor han var blevet begravet, voksede ikke lyngspire, medens der rundt om voksede frodigt Lyng. Gentagne Gange blev der forsøgt at plante Graner paa Højen, men uden Resultat. De laa efter kort Tid spredt rundt om, oprykket med Rode. Hvem anden havde gjordt det end Ole Bergreen? visselig ingen. At en enkelt fremsatte den tanke, at det kunde være Røvere, der havde Interesse af at vedligeholde Uhyggen ved Stedet fandt længe ingen Tiltro. Dog forefaldt der endog ret hyppigt Overfald, der absolut ikke skyldtes Ole, og Tanken vendte sig lidt efter lidt fra den døde til de levende, der færdedes i Dalen. Det traf ikke saa sjældent, at Hestene for Vognen om Natten blev grebet ved Tøjlerne i »Svends Dal«, og Kusken maatte betale Løsepenge for at faa lov at køre videre. Man vil endog pege paa et bestemt Tilfælde, hvor en kendt Mand blev stoppet i Dalen , men resolut gav Røveren et saadant Slag over Ryggen, at denne blev Krøbling for Livstid.
At Egnens Beboere var forbitret paa Skriver Jørgen, fordi han havde solgt Pladsen, fremgaar af, at de døbte ham om og kaldte ham »Svensk Jørgen«. Dog efterhaanden glemtes det ogsaa, og han gik i graven under sit oprindelige Navn Jørgen Andersen.
Imidlertid, nu gaar Landevejen ikke mere forbi »Svends Høj«, og Højen er beplandtet med Graner, der i Storm og Stille nikker og hvisker til hinanden om de Sagn og Minder, de skygger og gemmer over.

Fra min ungdom husker jeg Købmand Søren Sørensens gamle fader fra Langkastrup. Han standsede mange gange ved vores gård, og da han var en god fortæller med en god hukommelse fortalte han om mangt og meget fra svundne tider. Han sagde hver gang “Jeg skal lige en tur ned i Pigens dal” (Svends dal). Han fortalte bla. at han som dreng kom ud til min Oldefader Knud Gyldenløv (14) for at meddele, at der var noget galt med kvierne som gik nede i engene ved Uggehuse. Dette blev belønnet med en skilling. I stuen stod der et chatol. Gyldenløv tog en nøgle og låste den lille låge op, der gemte han sine penge. Samme chatol stod i mit hjem og vi er stadig i besiddelse af det.
Vi forlader Svendsdal og får så øje på en stor dynge sten, det er brandtomten fra den gård hvor min Oldemoder Marianne Madsen (15) blev født (12 April 1831-12 Marts 1909). Hun blev gift med min oldefader Knud Nielsen Gyldenløv (14).
Efter branden i 1956 blev Gården flyttet et par hundrede meter mod vest over på højre side af vejen. Her ligger nu fabrikken Fjordblink Swimming-Pools.
Uddrag fra Lokalhistoriker Rasmus Mariagers bog om Essenbæk sogn:

Matr. Nr. 12 Dr.

Ejer: Mads Madsen.

Da Skoleordningen i Assentoft i Assentoft fandt Sted, er der bleven nævnt Jord i Drastrup til Græsning for Skoleholderens Faar. Det er sikkert dennne lod, som paa et ældre Kort betegnes som Skolelod og er Fællesjord. Alle Gaarde i Sognet over 4 Td. Hartk. deltager i Ydelsen af Skoleholderens Løn med en vis Del Naturalier. Kun 4 Gaarde i Drastrup er ikke nævnt. Det er sandsynligvis deres Bidrag at henlægge denne Fælleslod.

Mads Thomsen Madsen, f. i Vester-Alling 1788, d. 1855, g.m. Mette Marie Nielsdatter, f. i Vester-Alling 1799, bygger 1824 paa denne Lod. Deres Børn er Marianne, f. 1831, g.m. Knud Gyldenløve, Langkastrup, Niels, Ane Marie, f. 1827, Thomas Madsen, f. 1825, g.m. Line Gabrielsen fra Assentoft Mark. De overtager Ejendommen 1855. Deres Børn er: Kristine, g. i Mariager, Kristine Henriette, Marie, f. 1869, g.m. Rasm. P. Caspersen,se 10e Ass, Grethe, Chr, Drastrup, i København, og Mads Madsen, f. 1869. Han overtager Ejendommen 1914 og er g.m. Ane Marie Fris fra Floes, død. Ægteskabet er barnløst.

Som det ses var det Mads Madsen der havde gården. Min moder og Mads var næst søskende børn. Han kom meget på den gamle slægtsgård, som min morbror overtog efter min bedstemoder i 1931. Jeg tjente ved min morbroder fra 1938 Det var en stor oplevelse når han kom på besøg. Han var en meget fin fortæller. Jeg har hørt om ham “Mads kan lyve så stærkt som hest kan løbe og fugl kan flyve”. Han havde en broder Chr. Drastrup som oprindelig hed Chr. Madsen men fik Drastrup navnet efter sin fødeby. Han havde Skovridder kroen i København. Mads fortalte, at broderen gerne ville have ham derover for at underholde gæsterne. Han fortalte engang, at han havde drukket sammen med Statsminister Stauning. Stauning sagde til Mads, at bønderne fik både i pose og sæk. På et tidspunkt sagde Mads “Du er jo fuld” hvorefter han smed tændstikker i Staunings skæg. Hans broder Chr. Drastrup havde en datter, som var ansat i Ministeriet. En søn Forfatteren Elmar Drastrup var også en fantastisk fortæller og skribent, han skrev flere Rejsebeskrivelser.
Vi nærmer os Assentoft, og nu skimter vi en klynge træer, det er den gamle Essenbæk kirkegård. Vi standser, og går ind af den smukke portal, for er der noget skønnere end at gå gennem den gam1e portal, og med lidt fantasi drømme sig ti1bage til dengang da vores forfædre med ærbødighed gik ind af samme portal, for søndag efter søndag at møde trolig op for at høre Guds ord. Vi lytter til fuglenes sang i de høje træer, sådan lød det også i fordoms dage, ellers er der stille og søndagsfreden sænker sig over stedet. Vi fortsætter vor stille vandring, standser op og vi får øje på nogle sten her har kirkens alter muligvis stået. Jeg bøjer œrbødigt mit hoved falder i staver, som i drømme ser jeg den smukke gotiske altertavle med de udskårede figurer af Kristus, jomfru Maria og apostlene. Den var fra den paptiske tid, fortæller et stykke lærred der var hæftet på altertavlen, skrevet af hr. Stij Hvide. Hans fader Tache Skiald Hvide var den første kristne mand af denne slægt. Den blev i 1868 solgt til en antikvitetshandler (Hvordan kunne de gøre det?) flere af figurerne er nu på museet i Randers. Kirken var vist romanisk og bygget af granitkvadre. Tårnet havde pyramidetag og lå ved skibets sydvestlige hjørne. Der var træloft, og kummen blev båret af knælende figurere. Kirken blev nedbrudt i 1868. Den nye kirke oppe ved den nye landevej i Assentoft blev opført 1868-69. Vi standser ved en enlig gravplade, hvem ligger mon her? Vi forlader nu dette for mig hellige sted.
Jeg glemte Essenbækgården, dens jordtilliggerne er opkøbt af kommunen. Hvem der ejer bygningerne ved jeg ikke. I 19## var de i besiddelse af Produkthandler Johannes Pedersen, som blev en holden mand. I hans yngre dage var det så som så, da meget af fortjenelsen blev omsat i våde vare. En skønne dag sagde han “nu skal det være slut” fra samme dag blev han total afholdsmand. Der blev nu penge til at købe Essenbækgården. Han købte endvidere opklossede biler, for derefter at lave en god handel efter krigen, da det igen var til at få benzin. Ovre ved Krogsager havde tyskerne etableret en lyttepost, dette materiel købte Johannes Pedersen for en slik på den betingelse at pladsen skulle være i samme stand som før etableringen. Der blev arbejde til mange. Alt kunne omsættes til penge. Jeg husker, vi købte pigtråd, det gik itu for et godt ord. Det havde fået en omgang saltsyre for at det kunne ruste. Det var nu ikke særlig velegnet til indhegning af kreaturer.
Endvidere opkøbte Johannes Pedersen flyvemaskiner og andet materiel af tyskernes efterladenskaber. Så formuen voksede stødt og roligt. En morsom episode som vi morede os meget over. Johannes var indkaldt til møde med sognerådet (i daglig tale torskegildet). Efter en kort hilsen sagde sognerådsformanden “du har opgivet 40.000 hvad er det for penge?” Johannes knappede vesten op, fremtog sin store harmonikategnebog, hvorefter han smed den hen af bordet med følgende bemærkning “De er her I kan selv tælle efter”. Historien er blevet fortalt i flere versioner. Den følgende er nok rigtig. Min gode ven Kristen Rønne Hansen Kvorning har senere fortalt, at hans fader Martin Hansen sad i rådet. Han sagde at der var 90.000 kr i den tegnebog som han smed hen af bordet med følgende udbrud “Kan i tælle penge?”.

Bakkerne ved Volk Mølle hørte også under Essenbæk gården. Store bededag afvikledes et stort motorcykel løb. Det kunne til tider være meget dramatisk. I 1938 var jeg sammen med min søster Anna tilskuer. En motorcykel kom ud af kurs, uheldigvis lige der hvor vi stod, og Anna lå længe med en knæskade. Store bededag 1938 blev det sidste motorløb afholdt før krigen, da var jeg 17 år. Som vi ser på billedet er jeg i grøn jakkesæt med butterfly og stiv hat.
Johannes P. havde sammen med en søn en bilkirkegård nær Assentoft kirke. For nogle år siden blev den flyttet til Drastrup kær. Drastrup og Hammersøj autoophug er begge familie foretagende.
I nærheden lå det gamle Essenbæk kloster, som hørte til Benediciner ordenen, det blev opført 1141. Klosteret var oprindelig ikke bygget på det sted hvor det nedbrudte kloster lå, men ca. 300 m fra Sofie Kloster i bunden af en slugt. som kaldes Laurenlius dal. I bunden er der et kildevæld “Hellig kilde”, hertil valfartede folk St. Hans aften. Klosteret blev hurtigt meget rigt, ved testamenter og gaver, så det blev muligt at flytte klosteret til Holmen, et højdedrag nede ved engen. Peder Hansen Resen som levede 1625-88 daværende retslærer og historiker skriver i Atlas Danicus, at han i et brev havde fået en beretning fra reformationstiden, hvor alle navnene på munkene var optegnet hvorimellem på tiden for afskaffelse af den pavelige afgudsdyrkelse. Der var en Svend om hvem disse ord er skrevet, Svend der for voldtægt mod en jomfru blev halshugget i en dal som deraf fik navnet Svendsdal. Han tilføjer, at dalen nu kaldes Svends dal (eller som de gamle sagde “Pigens dal”).
Efter Reformationen 1536, kom klosteret under kronen, 1540 lagt under Dronningborg len. Derefter pantsat af kongen til Juul Mieglgård. For derefter ca. 1600 at blive underlagt Heveringholm. I 1608 solgt til Brok Gl. Estrup, senere blev Essenbæk solgt til Hans Friis da var der 837 tdr. hartkorn. Derefter oprettede Hans Friis Herregården Tuestrup 1656.
Min oldefader Johan Andreas Kristensen (12) er f. 29/9-1819 i Rind Lønderup sogn Viborg amt. Min oldefader overværede den før omtalte henrettelse. Min bedstefader spurgte om han måtte komme med, hvortil der blev svaret “det er ikke for børn”. Min oldefader, som var søn af Kristen Kristensen Skinnerup (24), født 20/11-1774 viet med Lissa Gipholdsdatter d. 29/11-1816 (25), Lissas fader var Andreas Giphare (25) født ca. 1760. Andreas Giphare var fodermester og gartner på Lynderupgård. Johan Andreas købte 6/3-1896 et af Assentofts ældste huse matrikel nr. 71a. Her etablerede han sig som tømre. Lavede hovedsagelig rensemaskiner til korn. Vi havde en af dem på slægtsgården. Under krigen skulle alt brødkorn tvangsafleveres. For at få en fin kvalitet kørte vi det igennem rensemaskinen.
I huset var der 2 panteobligationer til Gårdejer Mads Caspersen Assentoft. De blev indfriet 8/11-1892 af min bedstefader, jeg er stadig i besiddelse af de aflyste obligationerne og skødet. Min bedstefader Anton Johansen (6) kom på gården i 1886 som bestyrer ved Knud Nielsen Gyldenløvs (14) enke min oldemor Marianne Madsen (15). I 1887 blev de gift og den 16 april 1888 fik de min mor (3) derom senere.
Min oldefars høvlebænke og en stor kasse med værktøj stod på vores gård i mange år. Min oldemoder Maren Jørgensdatter (13) er f. 27/10-1827 i Albæk. Hun var meget god til at synge, og stod mange gange uden for huset og sang. Hun havde mange tilhøre, når hun sang en sommeraften.
Da den gamle kirke blev nedbrudt, var der flere der ønskede deres afdøde flyttet til den nye kirkegård. Dengang var kisterne af bedre kvalitet end nutidens. Så det var intet problem at grave dem op, hvorefter i nattens mulm og mørke at føre dem til det nye hvilested. Da Assentoft kirkegård på et tidspunkt blev for stor, blev nogle af de ældste gravsteder sløjfet og beplantet med træer. Bl.a. mine oldeforældres, Johan (12) der døde 30/5-1886 og Maren (13) 4/6-1901.
I 1938 blev min moster Marianne begravet i familiegravstedet, hun var ugift. Da gravstedet blev sløjfet, blev mindestenen placeret på et nyerhvervet gravsted. Her blev min morbror begravet i 1952. I 1954 havde vi den store sorg, at vores førstefødte lille Finn blev stedet til hvile samme sted. Min moster Andrea, som var ugift, havde i mange år sit ophold på Randers kloster. Da hun døde i 1979 blev urnen nedsat samme sted.
Vi forlader Assentoft og køre ad hovedvej 16 mod Grenå. Vi skimter den nye Sønderhal centralskole, samt den gamle Drastrup by på venstre side. Vi nærmer os det såkaldte »Hjørnet«. Hvis vi drejer til højre, er der ca. 40 km til Æbletoft det samme til Grenå. Omkring 1930 byggede smed Eriksen beboelse og smedje, der er nu cafeteria og servicestation.

Senere oprettede Kristen Jørgensen købmandsforretning, han havde et stort salg af benzin og diesel til forbipasserende transportvognmænd. Senere oprettede Kragelund mekanikerværksted og Vestergård drev tømreforretning. S. Sørensen Drastrup El, Radio & TV forretning og Vagn Vestergård oprettede cementstøberi, han byggede det særprægede runde hus til privatbeboelse. Ved Æbletoft landevejen ligger tyrestationen nær det omtalte mejeri, i de gamle bygningerne bliver der nu fremstillet termoruder. 50 års jubilærumet for mejeriet blev afholdt i 1938 i Floeskovs sommer restauration, da der ikke var køkkenkapacitet blev suppen lavet på mejeriet derefter blev den transporteret i transportspande til Floeskov, det var nok bleven sur da mange fik et maveonde.
    Vi fortsætter af hovedvej 16. På venstre side ligger der en lille ejendom, her har Dyrlæge Bech nedsat sig som dyrlæge, han var dygtig og afholdt. Mindes følgende dyrlæge Bech var til ungskue, i mejetærskernes barndom, Bech studerede nøje en mejetærsker. Det blev bemærket af en sælger, som spurgte efter om han var interesseret, dertil svarede Bech “ja” ”Hvor mange tønder land har De? “7” svarede Bech, sælgeren drejede hurtigt om uden at sige et ord.
    Vi nærmer os 2 parallelle veje, den til venstre går til “Krogen” og Tammstrup gårdens marker, den til højre går til Tammstrup gården, Ammelhede og Virring. Under 2 verdenskrig ejede og drev Tekstilfirmaet Louis Hansen Århus gården, firmaet ejede også herregården Tustrup. En bestyrer samt maskiner fra Tustrup drev gården. Under krigen blev der oplagret tekstil i det store stuehus, senere forpagtede Gemælke fra Lundballe gården Tammstrup gården.

Vi nærmer os Tammstrup Nørregård, den yderste gård i Essenbæk sogn. Den ejes af Tage Bach som har en større gåsefarm. Gårdens marker ligger nord for landevejen, skellet mod øst udgøre sogneskellet. Her begynder Virring sogn, vores jord er derfor det yderste i Virring sogn. Efter Nørregårds skel begynder Overgårds marker. Vi nærmer os igen 2 parallelle veje, den på højre side går til Overgård, efter sigende noget af sognets bedste jord. Til venstre ser vi et skilt hvor der står »Nedergård«, efter min mening skulle der have stået »Kringmosevej« eller »Gyldenløv vej«.
Vi fortsætter, og på venstre side ser vi 2 gartnerier, efterfulgt af Højgård og vejen ned til den rigtige Nedergård. Højgård matrikel nr. 9a havde ved skatteligningen fra 1843 3 tønder og 4 skæpper dengang ejedes Højgård af Frans Rasmussen.
Højgård er udflyttet fra Castrup by ca. ####. Det gamle stuehus står stadig, det kaldes »Fines hus«. For år tilbage boede der en kone som hed Fine. Hun huskedes for hendes geder og en gedebuk. Nogle år senere blev Anders Jepsens hus flyttet ud. Samtidig købte han ca. halvdelen af Højgårds jord 1 tønde, 4 skæpper og 6 album, gården fik derefter matrikel nr. 9b og blev kaldt Nedergård. Højgård 9a har efter den ny matrikel 1 tønde, 6 skæpper og 1 album. Nedergård 9b har 1 tønde, 4 skæpper og 6 album.
Vi har nu kørt ad den gamle og den nye landevej og gør stop i Slyngborg, en lille flække. Her lå Slyngborg kro, som senere blev til Hamlets kro, da Låseby Svendsen ejede den. Kroen havde flere forpagtere, men fik aldrig den helt store søgning. Derfor blev den jævnet med jorden. Ved kroen gård en vej til Langkastrup, Floes og Uggelhuse. Syd for landevejen er der 2 veje som henholdsvis går til Virring kirkeby, Ammel hede og Hamlets grav. For år tilbage var der en del forretninger og håndværkere. Nu er vores tur af den gamle landevej slut, og vi er endt, hvor vi begyndte i Langkastrup/Virring sogn.